Optakt til Gunnar Asmussens Æresløb

0

Aarhus cyklebane byder alle velkommen til åbningsløb for banesæsonen 2015. Årets åbningsstævne er en tilbagevendende begivenhed, nemlig den femte udgave af Æresløbet for Gunnar Asmussen.

Gunner Asmussen har i en menneskealder præget cykelsporten i Aarhus. Først mange år som aktiv på landevej og cyklebane, siden som leder. Sidst men ikke mindst, med sin cykelbutik Asmussen Cykler, der lå 23 år i Aarhus. Som aktiv vandt Gunnar to Danmarksmesterskaber og et Nordisk Mesterskab på landevejen i 100 km holdløb. Det blev også til det Nordiske Mesterskab i landevejsløb samt det danske mesterskab på enkeltstart i 1971. Gunnar var udpræget temporytter, og det er ikke mindst på cyklebanen at det blev til de helt store resultater. En lang række af sejre i forfølgelsesløb blev det til, heriblandt 5 Danmarksmesterskaber med det Aarhusianske 4 km hold, og det individuelle mesterskab i 1970. Men den største milepæl i karrieren, må dog siges at være guldmedaljen ved de olympiske lege i Mexico i 1968 sammen med Mogens Frey, Per Lyngemark og Reno B. Olsen.

Nyt Motionskoncept:

I forbindelse med Gunnar Asmussens Æresløb, lancerer Aarhus Cyklebane et nyt banebrydende koncept; baneløb for motionister. ”Med inspiration i DCU’ eget tiltag, med motionsklasser til de åbne licensløb, forsøger vi at nå bredere ud med banecyklingen. Her får motionisten muligheden for at prøve, at køre løb på den skrå cement, og i modsætning til de mange raceløb på landevejene, skal man ikke tænke på den øvrige trafik og lytte til tilråb fra sure billister”. Udtaler Aarhus Cyklebanes Johannes Ollerup Sall, og forsætter: ”Vi har set, at der har været stor interesse fra folk uden licens, til at køre med til træningen på banen. Nu har vi muligheden for at tilbyde den store gruppe af motionister muligheden for at køre race mod ligestillede. Hvis man er hurtig, har vi stadig et par start pladser tilbage, så man kan stadig nå at tilmelde sig her på falderebet”. Præcis som hos eliten og de øvrige licenser, køres der med et samlet resultat for aftenen i motionsklassen. Motionisterne vil konkurrere i udskilningsløb, linjeløb og spurtløb, hvor de tre med flest indkørte point sidst på aftenen får sig en tur på podiet til præmieoverrækkelse. Tilmelding sker via DCU’s tilmeldingssystem.

Foruden motions klassen, omfatter programmet løb for U11, U13, U15, to senior klasser, hvor U17, U19, damer og herre ryttere er delt op efter niveau. Især i Eliteklassen er der lagt op til en spændende aften. Af lokale navne på startlisten, må nævnes den tidligere dobbelte vinder Michael Berling, Johannes Ollerup, som for få uger siden vandt baneløb i Californien, USA, og Erik Lahm som i 2014/2015 virkelig slog sit navn fast på banen i Ballerup med en række af flotte parløbs sejre. Af de udenbys ryttere, må landsholdets Daniel Hartvig nok bestegnes som aftenens største favorit, men mon ikke de lynhurtige Martin Frank (søn af Gert Frank) og tidligere VM sølvvinder Matias Greve vil byde ind på sejren. De mange danskere får konkurrence af Florian Schneider fra Østrig, der allerede tidligere i år sluttede som nr. 3 i Aarhus By’ Petit Prix.

B-klassen er nærmest en nordisk landskamp for dameryttere, med svenske Sophie Sundstrom og norske Anita Yvonne Stenberg, der bl.a. skal op mod den danske baneelite med Julie Leth og Amalie Winther Olsen i spidsen. Aftenen afsluttes med et parløb over 50 omgange.

Program og startlister kan findes i en printvenlig version på løbets infoside; her.

Share.

About Author

Leave A Reply