Hester/Sørensen suveræne i Parløbet

0

By-Kampen 2018

By-Kamps aftenen sidste løb, parløb over 50 omgange, blev en opvisning af par nummer 7, med 6-dages stjernen Marc Hester og den talentfulde Frederik Bjørn Sørensen, som sejrede i overbevisende stil.

Allerede fra starten lagde par nummer 7 sig på løbet. Marc Hester tog sig sikkert af første spurt foran Jeppe Aaskov Pallesen (par nummer 1) og Nichlas Eberhardt (par nummer 6), inden Frederik Bjørn Sørensen lancerede hvad der skulle vise sig at være det afgørende angreb. Den unge rytter fik hurtigt opbygget et solidt forspring inden par nummer 9, med Rasmus Søgaard og den tidligere Danmarksmester Michael Berling, forsøgte at nå op til 7’erne. Men par nummer 7 kunne ingen nå, og 9’erne måtte efter få omgange opgive at nå op. I stedet tog 7’erne sig også af anden spurt foran 9’erne, og par nummer 4 med Anders Fynbo. Halvvejs i løbet var det så en realitet, 7’erne havde taget en solo omgang på deres konkurrenter.

Marc Hester og Frederik Bjørn Sørensen efter sejren i parløbet. Foto: Lone & Mogens Jørgensen.

Kampen om andenpladsen

Ingen havde kræfterne eller evner til gøre 7’erne kunsten efter, så løbet blev nu en kamp om de sekundærer placeringer. Efter de to første spurter havde parrene 1, 4 og 9 alle 3 point, mens 6’erne lå med to point. Men efter rutineret kørsel af par nummer 9, lagde parret med to spurt sejre i træk afstand til deres konkurrenter, men inden sidste spurt gik Michael Berling ned og parret mistede formeget teræn og måtte opgive at køre med pointene. Heldigvis for 9’erne tog par nummer 6 med Nichlas Eberhardt og Mads Andersen sig af den sidste spurt foran 7’erne og da par nummer 4 med Anders Fynbo og U17 Danmarksmesteren, Mathias Møller Jørgensen kun blev nummer 3, holdt 9’erne lige akkurat deres andenplads foran 6’erne og med 4’erne på fjerdepladsen.

Provinsmesteren Anders Fynbo og U17 Danmarksmesteren i parløb, Mathias Møller Jørgensen var tæt på podiet. Foto: Lone & Mogens Jørgensen.

Men ingen kunne som sagt true Hester og Sørensen, som vandt deres første parløb sammen. Det er kun 15 måneder siden, at den unge Frederik Bjørn Sørensen stod som deltager ved mini 6-dagesløbet iført sin par nummer 9 trøje, og fik taget billeder sammen med netop Marc Hester. I aftes kørte de to de andre par fuldstændigt bagud, og der var også kun roser fra Marc Hester til sin unge makker: “Frederik er virkelig dygtig til parløb, og han minder mig faktisk lidt om mig selv i den alder. God til at placere sig, glider gennem feltet med største lethed, og så skifter han allerede bedre end de fleste senior ryttere. Det var en stor fornøjelse at køre med Frederik, han skal nok nå langt på cyklebanen”.

De zebra stribede Thomas Guldhammer og Daniel Bligaard Lyhne, undervejs i parløbet. Foto: Lone & Mogens Jørgensen.

Daniel Bligaard Lyhne (5), Mads Andersen (6), Frederik Bjørn Sørensen (7), Marc Hester (7)og Rasmus Søgaard (9). Foto: Lone & Mogens Jørgensen.

Resultat:

  1. Par nummer 7: Marc Hester / Frederik Bjørn Sørensen, 13 point
  2. Par nummer 9: Michael Berling / Rasmus Søgaard, + 1 omg., 13 point
  3. Par nummer 6: Nichlas Eberhardt / Mads Andersen, + 1 omg., 12 point
  4. Par nummer 4: Anders Fynbo / Mathias Møller Jørgensen, + 1 omg., 10 point
  5. Par nummer 1: Jeppe Aaskov Pallesen / Cedar Benjamin Hansen, + 1 omg., 4 point
  6. Par nummer 5: Thomas Guldhammer / Daniel Bligaard Lyhne, + 1 omg., 3 point
  7. Par nummer 3: Nils Lau Nyborg Broge / Ruben Zilas Larsen, + 1 omg., 0 point
Share.

About Author

Leave A Reply