SCO Challenge

Er du klar på en udfordring? Det spørgsmål har vi, i samarbejde med SCO Cykler, stillet til en række Aarhus-personligheder. Udfordringen er simpel; kør en omgang på Aarhus Cyklebane så hurtigt som muligt. Konceptet er blevet taget vel imod, og vi glæder os til at byde mange flere forskellige personligheder velkommen på Aarhus Cyklebane til en hård men hyggelig udfordring.

SCO Challenge scoreboard

RytterTid
Rene “Pandekagemanden” Tellisen28,290
Bünyamin Simsek35,324
“Chili” Klaus Pilgaard36,410

SCO Verdensmestercyklen

I 1974 blev Peder Pedersen, med tilnavnet “Store Peder”, verdensmester i sprint i Montreal på sin danskproducerede SCO banecykel. I finalen slog Peder Pedersen australske John Nicholson, som i øvrigt den dag i dag er en flittig gæst på Aarhus Cyklebane. Finalen ender med at blive meget dramatisk, da der efter to matcher står 1-1 mellem Pedersen og Nicholson som derfor må ud i en tredje og afgørende duel. I den tredje match styrter Peder Pedersen dog, og de to ryttere må køre den tredje match om, før Peder Pedersen til sidst kan tage den regnbuestribede trikot med hjem til Danmark.

Peder Pedersen gik desværre bort i 2015, men efterlader sig en glorværdig karriere, især som banerytter, men også som politisk aktiv i cykelsporten hos DCU og UCI. I Aarhus huskes Peder Pedersen ikke mindst som Niels Fredborgs absolut største rival, gennem en årrække hvor de begge to var blandt verdens bedste banesprintere. Rivaliseringen blev ikke mindst forstærket af at fynboen Peder Pedersen havde hjemmebane på Odensebanen, mens Niels Fredborg som bekendt hørte til i Aarhus. Trods rivaliseringen var der dog også et stort kammeratskab mellem de to danskere, som i den grad tegnede en guldalder for dansk banesprint.

Men Peder Pedersen var ikke den første til at vinde et verdensmesterskab på en SCO, og tilnavnet “verdensmestercyklen” havde Peder Pedersens cykel da også allerede i forvejen.

Det samme gælder i øvrigt en anden lokal cykelrytter, som også ofte har gæstet Aarhus Cyklebane. I 1970 blev Jørgen Schmidt fra Randers nemlig verdensmester i landevejscykling som blev afholdt i engelske Leicester. Jørgen Schmidt var berygtet i feltet for sit dødbringende angreb tæt på mål. Og da han ved VM i Leicester satte sit angreb ind med cirka 1,5 kilometer til mål, kunne man på fjernsyns-transmisionen høre den legendariske TV kommentator Gunnar “Nu” Hansen med ordene; ”Se dig ikke tilbage Jørgen!”. Det gjorde Jørgen Schmidt ikke, og dermed kunne også han bringe en regnbuestribet trikot med hjem til Danmark, vundet på en SCO Verdensmestercykel.

Jørgen Schmidt på sin SCO Verdensmestercyklen

Det var dog heller ikke Jørgen Schmidt som gav Verdensmestercyklen sit tilnavn. Omend han, ligesom Peder Pedersen, sørgede for at den kunne leve op til sit navn. Men navnet verdensmestercyklen stammer helt tilbage fra 1921. Her blev der afviklet VM i landevejscykling i København, og svenskeren Gunnar Sköld blev verdensmester på sin danskproducerede Harthiner cykel. Harthiner var  grundlagt i 1913 af Christian Harthiner, og disse cykler fik efter sejren prædikatet ”Verdensmestercyklen”. Sidenhen fik Harthiners verdensmestercykel føjet yderligere to VM titler til sig, i henholdsvis 1931 og 1949.

Da SCO omkring 1960 købte Harthiner, fulgte tilnavnet verdensmestercyklen med. Og det var godt at SCO beholdte tilnavnet. For det medførte at Jørgen Schmidt, og senere Peder Pedersen, kunne køre deres verdensmesterskaber i hus på en SCO med det legendariske tilnavn Verdensmestercyklen.

Harthiner brugte begrebet Verdensmestercyklen i sin markedsføring.

I 2017 genoplivede SCO verdensmestercyklen, med en kombination af klassisk cykeldesign og moderne teknologi. Det er denne cykel som deltagerne i SCO Challenge kører på, når det gælder om at tilbagelægge en omgang på Aarhus Cyklebane så hurtigt som muligt.

Hør mere om SCO verdensmestercyklen i denne video