Danmarksmesterskaberne i Omnium

DM Omnium

For andet år i træk kan Aarhus Cyklebane byde på elite Danmarksmesterskaber i en af de olympiske discipliner, når de danske elite mesterskaber i omnium for første gang skal afgøres i Aarhus.

Da UCI ændrede formatet på det internationale omnium, åbnede det muligheden for at man som nu kan opleve Danmarks bedste baneryttere på dame og herre siden dyste om medaljerne på Aarhus Cyklebane. Da Lasse Norman sikrede sig guldet i London, kørte man omnium over to dage, og Lasse kunne med en dansk rekord på den afsluttende 1.000 meter på tid strække armene i vejret som olympiske mester. Ved legene i Rio kørte man fortsat over to dage, men havde man ændret formatet, så man afsluttede med pointløbet. Noget som bevarede spændingen helt frem til den sidste spurt. Efter Rio har man sløjfet de tre individuelle tidskørsler: omgang på tid, forfølgelsesløb og hhv. 500 og 1.000 meter på tid for damerne og herrerne og beholdt de tre fælles starter: scratch-, udskilnings- og pointløb. Samtidigt har man tilføjet det pointløbs lignende “tempoløb”, hvor man kører med spurt hver omgang om et enkelt point til vinderen og ikke mere.

Reglerne

Omnium består som nævnt af de fire discipliner: scratch-, tempo-, udskilnings- og pointløb. Der køres om point efter den enkelte placering i de tre første afdelinger, hvor der gives hhv. 40, 38, 36 og så fremdeles ned til nr. 20, herefter tildeles de resterende 1 point. Den enkelte rytter starter afslutningsvis pointløbet med de point vedkommende har indkørt i de 3 første discipliner. Her køres der 10 spurter om hhv. 5, 3, 2 og 1 point, og vinderen er den rytter, der efter pointløber har indkørt flest point. På Aarhus Cyklebane kører damerne scratch- og tempoløb over 20 omgange, udskilningsløb og pointløb over 60 omgange. Mændene kører scratch- og tempoløb over 30 omgange, udskilningsløb og pointløber over 80 omgange.

Damerne

Den danske landevejs verdensmester, Amalie Dideriksen, kaster glans over mesterskaberne i Aarhus. Amalie har allerede fokus rettet mod OL i Tokyo 2020, hvor målsætningen er at forbedre den 5. plads hun hentede i Rio sidste år. De danske mesterskaber er naturligt skridt på vejen for den forsvarende Danmarksmester, men hun må forvente modstand fra den tidligere VM sølvinder Trine Schmidt. Trine gjorde i fjor comeback på højesteplan, og kørte sig på rekord tid til en kontrakt med Lotto Soudals dame hold. Foruden Trine Schmidt, er udlandsprofessionelle Amalie Winther Olsen og Louise Norman Hansen gode bud på en medalje.

Verdensmesteren Amalie Dideriksen, kører DM på Aarhus Cyklebane. Foto: Graham Watson.

Herrerne

Mændenes felt bliver et af de stærkeste set i mange år på Aarhus Cyklebane. Ikke siden VM holdet med Alex Rasmussen, Michael Mørkøv, Casper Jørgensen, Jens Erik Madsen og Michael Færk kørte Cup Danmark på i Aarhus tilbage i 2009, har det aarhusianske publikum kunne opleve så mange ryttere af international topklasse.

Øverst på listen står hele det danske banelandshold med den forvarende mester, Frederik Rodenberg Madsen, som var med på holdet der vandt OL bronze i Rio. Af de øvrige deltagere fra Rio er europamester i derny pace, Casper Folsach, europamesteren i pointløb, Niklas Larsen, og Casper P. Pedersen som med sejren i G.P. Horsens og Postnord Cuppen må siges at være i top form. Blandt favoritterne er også vinderen af Stjerneløbet i Roskilde, den kun 17-årige Julius Johansen. Julius vandt i fjor sølv ved junior verdensmesterskab i omnium, og blev allerede efter OL en del af senior holdet, hvor han har deltaget i World Cuppen og VM. Lige efter Julius kommer det danske junior landshold, hvor to af rytterne, Kristian Kaimer Eriksen og Mathias Larsen, i fjor var med til at vinde VM sølv i holdløbet. Sidste rytter på den lange liste af stjerner er ingen ringere end den dobbelte OL medalje vinder i Omnium, Lasse Norman Hansen. Lasse kommer til Aarhus for at genvinde sig danske mesterskab, men kan se frem til særdeles hård modstand fra den samlede danske baneelite og ikke mindst de lokale ryttere fra Aarhus.

Lasse Norman klar til DM på Aarhus Cyklebane.

Nicklas O. Pedersen står i spidsen af den stærkeste lokale stab i snart to årtier. En stab der foruden Nicklas tæller, den unge Jeppe Aaskov Pallsen, vinderen af Gunnar Asmussens Æresløb, Lasse Eland, den jyske omniummester, Mads Meyer, Jakob Frandsen, Rasmus Søgaard og landsholds rytteren Johan Tiedemann Langballe.

Første start går kl. 18.00 og omkring kl.21 har vi fundet de danske mestre. Program og komplette startlister kan findes her: Program DM 2017.