Aarhus Cyklebane 2016
Nicklas O. Pedersen er tilbage som den bedste rytter på Aarhus Cyklebanes, efter en sæson med højt niveau hos den stærkt voksende skare af lokale ryttere.
Titlen som årets rytter, var gennem hele sæsonen et opgør mellem vinderen fra 2012; Nicklas O. Pedersen, og Aarhus’ nye sprinter ES; Morten Høgh Abel Jensen. Men på den sidste løbsaften, Gert Franks Æresløb, viste en stærkt kørende Nicklas O. Pedersen de kvaliteter som i år gjorde ham til årets rytter. Først vandt Nicklas helt suverænt vandt sin halvfinale i Derny Grand Prix’er og kun en defekt i finalen forhindrede Nicklas fra at stå øverst på podiet.
Nicklas O. Pedersen brød allerede igennem som første års senior i 2012, ved at erobre titlen som årets rytter på Aarhus Cyklebane, og siden er det blevet til mange sejre. 2016 blev året hvor Nicklas for alvor slog sit navn fast blandt de bedste på landevejen. Nicklas vandt det jyske landevejsmesterskab, og blev en del af det danske landshold under Post Nord Danmark Rundt, og sidst på året var Nicklas ikke langt fra podiet i den samlede PostNord Cup. Det flotte 2016 er hellere ikke gået ubemærket hen, derfor stævner Nicklas ud for det stærke Giant-Castelli hold i 2017. Forventninger til denne unge mands udvikling, og mange store resultater på Aarhus Cyklebane er helt i top.
Lige bag Nicklas, måtte Morten Høgh Abel Jensen, se titlen forsvinde på den sidste aften. Men Morten kan bryste sig af at være Aarhus’ hurtigste mand på to hjul. Morten imponerede hele cykel miljøet, ved at køre et flot sprint DM i Aarhus, hvor det blev til en tæt finale mod William Rimkratt-Milkowski. Morten, som tidligere på året vandt G.P. Frederikshøj og Kay Werners Mindeløb med Elias Helleskov Busk, gik ind til Jørgen Leths Æresløb – Aarhus By’ Grand Prix blandt favoritterne. Men på trods af hurtigste kvalifikations tid, foran blandt andet den danske mester Rimkratt-Milkowski og et stærkt udenlandske felt, måtte Morten i sidste ende nøjes med 3. pladsen.
Årets 3. bedste rytter, er den kun 19-årige første års senior, Jeppe Aaskov Pallesen. Jeppe tog cyklebanen med storm i 2015, da han efter imponerende kørsel vandt sølv ved Junior DM i pointløb. På trods af sin klejne status, er Jeppe særdeles hurtig på cyklebanen, og har ved flere lejligheder kørt lige op med og fra de etablerede navne på cyklebanen.
Ved årets By-Kamp mod Odense og København, udgjorde Nicklas, Morten og Jeppe sammen med Jakob Frandsen, det aarhusianske hold, som på imponerende vis var lige ved at besejre det fynske hold med Lasse Norman Hansen i spidsen.
Det er dog også en særdeles tilfreds formand, Johannes Ollerup Sall, der kunne gøre status over den lokale stab af ryttere: “Det er fantastisk at se hvordan vores lokale ryttere er vokset og har løftes deres niveau i år. Det er glædeligt på deres personlige vegne, men også for cyklebanen er det er vigtigt med dygtige lokale ryttere. I ryttere som Nicklas (red. Pedersen), Morten (red. Abel), Jakob (red. Frandsen) og ikke mindst de to unge Jeppe (red. Aaskov Pallesen) og Johan (red. Tiedemann Langballe), har vi en meget stærk og talentfuld elite på cyklebanen i Aarhus. Nicklas, Morten og Johan vandt i 2015 DM bronze i holdløb, og vi forsætte det hårde arbejde, for fremadrettet at kunne hente endnu flere DM medaljer til Aarhus“.
Junior Klassen
Det er ikke kun hos senior rytterne, at rytterne har udviklet sig positivt. I junior klassen har der været stor tilgang i 2016, hvor Svend Helleshøj Buch sluttede bedst. Svend kronede en flot sæson, hvor det blev til DM guld i U17 sprint, ved at tage 5. pladsen i parløbsmesterskaber for junior med Jakob Albertsen. Det lokale felt juniorer tæller også den aarhusianske VM deltageren Johan Tiedemann Langballe. “Vi har rigtigt mange dygtige ryttere i junior rækken, der alle har muligheden for at udvikle sig til dygtige cykelryttere. Svend (red. Helleshøj Buch) havde i år haft 100% fokus på at udvikle sig i sprint, med DM i Aarhus som det store mål. Det var fantastisk at se hvordan Svend præsterede på den aften, hvor han kunne iføre sig danebro som tegn på at han er Danmarks hurtigste U17 rytter. Foruden Svend, har vi Johan Tiedemann Langballe, Mikkel Skovgaard, August Kjær Agergaard, Mads Bak Bjerregaard, Ruben Zilas Larsen, Mathias Birk Madsen og Lauge Woer, der alle har flere sæsoner foran sig i junior klassen, hvilket tegner godt for Aarhus Cyklebane“.
Den komplette præmieliste for 2016 kan findes her.