Kongen af Aarhus Cyklebane fylder rundt!
Han er ikke blot en af landets største cykelryttere, men en af Danmarks største atleter gennem tiden. Og i dag fylder han 80 år.
I en karriere der strakte sig så langt som fra 1962 og helt frem til 1980, satte Niels Fredborg konkurrenterne på plads gang på gang. Med sin vindermentalitet og store personlighed, var Niels Fredborg gennem hele sin karriere det helt store navn, på stævneplakaterne ved Aarhus Cyklebane. Han kan tilskrives en meget stor del af æren for de hundredetusindvis af tilskuere som i de år fandt vej til Aarhus Cyklebane.
Niels Fredborg begyndte på Aarhus Cyklebane i 1962, hvor han som kun 15-årig måtte have aldersdispensation. Da han skulle tage sin begynderprøve, satte han ny rekord. Allerede som 16-årig vandt han sit første Danmarksmesterskab i sprint for seniorer, dette efter et sandt drama, og til stor glæde for 5.000 tilskuere på Aarhus Cyklebane.
I løbet af karrieren blev det til yderligere 26 danske mesterskaber på banen, 5 VM medaljer, heraf 3 af guld, samt 3 Olympiske medaljer.

Ved de Olympiske Lege i München i 1972, var Danmarks eneste medalje af guld. Den vandt Niels Fredborg foran den dengang ukendte australier Danny Clark, og den østtyske favorit Karl Koether. For sit OL-guld modtog Fredborg samme år BT’s guldmedalje for årets største danske idrætspræstation, samt Aarhus Stiftstidende’s Boye Pokal, hvilken han som den eneste har modtaget hele fire gange.

Efter de Olympiske Lege i Montreal 1976, hvor det bliver til Bronze på 1.000 meter, skiftede Niels Fredborg til de professionelle rækker. Han kørte som professionel frem til karrierens afslutning i 1980.

Efter sin aktive karriere sad Niels Fredborg i en periode i Aarhus Byråd for det konservative folkeparti.
Niels Fredborg blev i 1993 optaget i Danmarks Idrætsforbunds Hall of Fame.

På Aarhus Cyklebane har vi siden år 2011 kørt Niels Fredborgs Æresløb – og i år gør vi det igen så snart det er lykkedes at få stablet Aarhus-Hallen på benene.

Vi ønsker stort tillykke med den runde dag!
Du kan se hele Niels Fredborgs lange resultatliste her:

