Nils Lau Nyborg Broge sejrede i Åbningsløbet 2018

0

Aarhus Cyklebane

Aarhus Cyklebane fik her til aften skudt 2018 sæsonen igang under perfekte betingelser.

Solen stod højt, og ikke lavt som Peter A.G. sang da de sidste tilskuere vendte hjem efter en flot åbnings aften på Aarhus Cyklebane. Omkring 75 betalende tilskuere havde fundet vej til åbningen af den 98. sæson på Aarhus Cyklebane. Måske ikke det mest prangende tilskuertal i forhold til de seneste år, men set i lyset af der samtidigt blev afviklet Kap-sejlas og universitets parken og fed fredag i friheden, må det siges at være mere end godkendt. Det var da også en særdeles tilfreds formand, der kunne gøre status: “Det er dejligt endeligt at være i gang. Vi kunne altid have ønsket os nogle flere deltagere, men dem der var her i dag kørte rigtigt flot cykelløb på højt niveau. Kigge vi udenfor banen, så havde vi ikke ventet så mange mennesker på lægterne til et åbningsløb. Der er ikke langt til niveauet i 70’erne, så jeg er meget tilfreds.“, berettede Johannes Ollerup Sall.

Foto: Toke Hage.

Åbningsløbet

Nede på cementen blev der kæmpet bravt, og årets første stik skulle gå til en debutant i Åbningsløbs sammenhæng. Aftenens forhånds favoritter, Jeppe Aaskov Pallesen, Rasmus Søgaard, Aske Vorre og Nils Lau Nyborg Broge havde skilt sig ud sammen med de to junior ryttere Mads Andersen og Mads Bak Bjerregaard. I den afsluttende spurt var Nils Lau Nyborg Broge sine konkurrenter for stærk, og kørte sig selv i historiebøgerne med stjerner som Niels Fredborg og Ejvind Holmstrup. Nils Lau henviste Rasmus Søgaard og Mads Meyer til de efterfølgende pladser.

Nils Lau Nyborg Broge på vej mod sejren i Åbningsløbet, foto: Toke Hage.

Elite Omium

Nils Lau Nyborg Broge forsatte de gode takter da også tog første stik i elites omnium, da han sejrede foran Jeppe Aaskov Pallesen og den unge Mads Andersen. Mads Andersen tog sig af anden afdeling, et udskilningsløb, hvor han henviste klubkammeraten fra Odder, Jeppe Aaskov Pallesen til andenpladsen og Aske Vorre til tredjepladsen. I det afsluttende pointløb blev der spænding om de afgørende placeringer. Efter utallige angreb slap Aske Vorre og en mere og mere velkørende Jeppe Aaskov Pallesen væk. Med sejren i det afgørende spurt kørte Vorre sig ind på andenpladsen, mens Aaskov Pallesen allerede havde taget sejren. Nils Lau Nyborg Broge slog lige akkurat Rasmus Søgaard i kampen om tredjepladsen. 

Dermed kunne Aaskov Pallesen også tage den samlede sejr med 13 match point foran Nils Lau Nyborg Broge med 10 point og mens den unge Mads Andersen noget overraskende besatte tredjepladsen med 9 point.

Foto: Toke Hage

Senior B

Den tidligere landsholds rytter og mange dobbelte danske mester, Morten Christensen, viste rutinen og sejrede i B-klassens omnium. Men Christiansen blev presset af Aarhus’ helt unge ryttere, Cedar Benjamin Hansen og Ruben Zilas Larsen. Christiansen sejrede i det indledende udskilningsløb foran Martin Steffensen fra Odense og Jens Frederik Hesse Thomsen. Ruben Zilas Larsen og Cedar Benjamin Hansen tog sig af de to første pladser i pointløbet foran Hesse Thomsen, inden Cedar Benjamin Hansen tog en imponerende sejr i det afsluttende linjeløb. Cedar stak fra start, og selvom han undervejs var tæt på at blive hivet i land af feltet, holdt han hele vejen til mål og kørte sig selv op på den samlede andenplads efter Christiansen, mens Ruben Zilas Larsen slog Martin Steffensen og Hesse Thomsen i kampen om tredjepladsen.

Foto: Toke Hage.

Parløbet

Det afsluttende parløb var på papiret en jævnbyrdig affære, hvilket løbet også viste sig at være, men alligevel viser resultatlisten noget andet. Par nummer 1, Jeppe Aaskov Pallesen/Jens Frederik Hesse Thomsen sluttede imponerende med 15 og max point, efter de 45 omgange. Parret angreb forud for den første spurt, og selvom Rasmus Søgaard kom flyvende bagfra, kunne han lige præcis ikke nå forbi Hesse Thomsen, som dermed kunne tage sig af den første spurt. Billedet var det samme forud for anden spurt, hvor par nummer 1 atter angreb, og igen kunne Hesse Thomsen tage de 5 point foran Aske Vorre i par nummer 7.

Feltet blev atter samlet, hvor par nummer 3 med Ruben Zilas Larsen satte et kraftfuldt angreb ind for at tage den omgang der ville sikre ham og Nils Lau Nyborg Broge sejren. Men de øvrige toppar fik langsomt lukket ned for 3’ernes forsøg, og løbet skulle afgøres i den afsluttende spurt. Her forsøgte både 6’erne og 7’erne at tage sejren fra 1’erne, men Aaskov Pallesen viste sin store styrke da han gik hjem fra spids over 1,5 omgang. Selvom Rasmus Søgaard og Aske Vorre kom tæt på kunne de ikke gå forbi den stærke Aaskov Pallesen, hvilket sendte 1’erne op på 15 point ud af 15 mulige. Par nummer 6 med Søgaard/Steffensen tog sig af andenpladsen med 6 point, mens 7’erne måtte tage til takke med tredjepladsen.

Komplette resultater fra aftenens stævne: Resultater Åbningsstævne 2018

Jeppe Aaskov Pallesen vinder løbets sidste spurt, foto: Toke Hage.

 

Share.

About Author

Leave A Reply