Aarhus Rytter Dobbelt Dansk Mester

DM for Junior

I går aftes blev der afholdt danske mesterskaber i scratch- og pointløb for junior på Aarhus Cyklebane. Det blev til stor overraskelse til hele to guld medaljer, til lokale Johan Tiedemann Langballe fra C.K. Aarhus.

Scratchløbet

Scratchløbet over 30 omgange blev en taktisk affære, hvor rytterne kiggede meget på hinanden, og det blev kun til sporadiske skinangreb. Med 7 omgange igen, tog Hammel C.K.’s Jeppe Aaskov Pallesen sagen i egen hånd og satte alt på et bræt med et stærkt angreb. Jeppe slog et solidt hul og lignede med 3 omgange igen en ny dansk mester, men de sidste 2 omgange blev meget lange og feltet kom buldrende. I det sidste sving måtte Jeppe se sig passeret, og feltet med de to Aarhus drenge Mikkel Skovgaard og Johan Tiedemann Langballe i spidsen kom flyvende forbi. Johan var de øvrige ryttere overlegen i spurten, og blev den anden U17 rytter i træk til at vinde det danske mesterskab i scratchløb. Sølvet gik til Rasmus Rauch Jensen fra Riwal Climacell Junior Team og bronzen gik til løbets helt store overraskelse, den kun 15-årige C.K. Aarhus rytter Mikkel Skovgaard.

foto: Hans Helleshøj
foto: Hans Helleshøj

Pointløbet

Pointløbet over 72 omgange blev i modsætning til scratchløbet langt mere offensivt og meget seværdigt. Johan Tiedemann Langballe tog sig af den første spurt, og herfra åbnede løbet sig op. Sebastian Schjødt (Riwal Climacell) og Lucas Wulff (C.K. Aarhus) angreb og tog sig af den anden spurt, og umiddelbart efter angreb Jeppe Aaskov Pallesen (Hammel C.K.), Mads Emil Christensen (Riwal Climacell) og scratchløbets sølvvinder Rasmus Rauch (Riwal Climacell). De tre fik kort efter selskab af Mikkel Skovgaard (C.K. Aarhus) og Anders Kristensen (Cycling Odense). Anders Kristensen måtte dog hurtigt slippe de øvrige. De fire tog sig af 4. spurt, inden Mads Emil Christensen og Mikkel Skovgaard måtte opgive at følge med Jeppe Aaskov Pallesen og Rasmus Rauch. Bagved i feltet var Johan Tiedemann Langballe blevet fanget i det taktiske spil, og måtte til sidste angribe alene. Han kom hurtigt op til Mikkel Skovgaard og Mads Emil Christensen, og de blev et regulært forfølgelsesløb mellem de to i front og de to Aarhus ryttere på mellemhånd. Jeppe og Rasmus hentede feltet med en omgang, og kunne score yderligere 20 point. De to næste spurter tog Johan sig af foran Mads Emil og Mikkel, og lige inden de tre ryttere også kunne vinde en omgang var Jeppe og Rasmus på ny kørt væk og forfølgelsesløbet fortsatte. Jeppe tog sig af 8. spurt og kørte sig i spidsen af løbet foran Rasmus og Johan. Men kort inden 9. spurt blev der for første gang siden 1. spurt atter samling på feltet. Udover 10. spurt, som Anders Kristensen fra Cycling Odense vandt, vandt Johan 3 af de 4 resterende spurter foran Jeppe og Rasmus. Johan kunne dermed for anden gang samme aften hyldes som dansk mester. Sølvet gik til en meget stærkt kørende Jeppe Aaskov Pallesen fra Hammel C.K., mens Rasmus Rauch Riwal Climacell tog sig af bronzen.

foto: Uggi Kaldan. Jeppe Aaskov Pallesen lignede længe en dansk mester i pointløbet.
foto: Uggi Kaldan. Jeppe Aaskov Pallesen lignede længe en dansk mester i pointløbet.

 

foto: Hans Helleshøj
foto: Hans Helleshøj

Resultater:

Scratchløb:

  1. Johan Tiedemann Langballe, C.K. Aarhus
  2. Rasmus Rauch Jensen, Riwal Climacell
  3. Mikkel Skovgaard, C.K. Aarhus

Pointløb:

  1. Johan Tiedemann Langballe, C.K. Aarhus, 59 point
  2. Jeppe Aaskov Pallesen, Hammel C.K., 47 point
  3. Rasmus Rauch Jensen, Riwal Climacell, 39 point
  4. Mads Emil Christensen, Riwal Climacell, 28 point
  5. Anders Kristensen, Cycling Odense, 6 point
  6. Sebastian Schjødt, Riwal Climacell, 6 point
  7. Matias Führing Pedersen, Riwal Climacell, 5 point
  8. Lucas Wulff, C.K. Aarhus, 3 point
  9. Jakob Albertsen, C.K. Aarhus, -20 point
  10. Svend Helleshøj Buch, C.K. Aarhus, -39 point
  11. Nicklas Elkjær, C.K. Aarhus, -100 point

Udgået: Mikkel Skovgaard, C.K. Aarhus.