Aarhus genopliver gammel tradition – og inviterer børn og unge på banen i forbindelse med Cykel & Co’ arrangement “Op På Cyklen” lørdag.
Hvis man spørger alle de store cykelryttere, som Aarhus har opfostret gennem tiderne, hvordan de kom i gang med cykelsporten, så er svaret entydigt. De har alle kørt ”de unges cykelløb”. En gammel tradition afholdt af de lokale cykelklubber, hvor børn og unge kunne afprøve egne evner inden for cykelsporten og i mange tilfælde få blod på tanden til mere.
Den tradition bliver nu genoplevet, når Aarhus cyklebane inviterer til ”De Unges Cykelløb anno 2015”. Arrangementet kommer til at foregå lørdag d. 9. Maj, i forbindelse med det storstilede kulturarrangement ”Op På Cyklen”. Begge arrangementer kommer til at foregå sideløbende, begge med base på Aarhus cyklebane. Vi håber først og fremmest at vi kan give en masse mennesker en dejlig dag på cyklebanen. Men derudover vil det bestemt være en dejlig sidegevinst hvis vi kan finde en ny Niels Fredborg eller to blandt de unge mennesker, lyder det fra Johannes Ollerup Sall, formand for Aarhus cyklebane. Og netop Niels Fredborg har faktisk spillet en afgørende rolle i genoplivningen af de unges cykelløb. Jeg glæder mig utroligt meget over den udvikling dansk banecykling er inde i, og alle de medaljer landsholdet har hentet på det sidste. Men jeg kan samtidig konstatere at talenterne desværre kun blomstrer på Sjælland og Fyn, og det er en skam. Jeg er sikker på at der er en masse talenter her i Jylland, vi skal bare ud og have fat i dem, og vise at den smukke cyklebane i Aarhus sagtens kan bruges endnu. Det var egentlig det som fik mig til at foreslå Johannes fra cyklebanen om vi ikke skulle genoplive de unges cykelløb. For mit eget vedkommende var det netop de unges cykelløb som fik mig i gang med cykelsporten, og det er da gået helt godt siden hen, smiler Niels Fredborg.
Løbet kommer til at foregå d. 9. Maj og de unge kan enten deltage på deres egen cykel, eller få lov at prøve en rigtig banecykel på dagen. Tilmeldingen sker på dagen, og findes i ryttergården på cyklebanens inderkreds. Der vil være præmieoverrækkelse til de hurtigste i hver aldersgruppe, og præmierne overrækkes naturligvis af Niels Fredborg selv. Derudover vil der være flotte lodtrækningspræmier til alle deltagende ryttere og mulighed for efterfølgende kigge og deltage på alle de flotte boder i forbindelse med arrangementet ”Op På Cyklen”.