Hester & Møller Jørgensen suveræne parløbs vindere

Gunnar Asmussens Æresløb

Professionelle Marc Hester og U17 Danmarksmesteren, Mathias Møller Jørgensen, sejrede i det afsluttende parløb efter en suveræn opvisning.

Oven på en lidt skuffende 4. plads i Gunnar Asmussens Æresløb, sluttede Marc Hester aftenen stærkt af da han sammen med den helt unge U17 Danmarksmester, Mathias Møller Jørgensen, i overbevisende stil sejrede i aftenens afsluttende parløb over 40 omgange.

Allerede efter få omgange lancerede Hester selv det afgørende angreb, da han med et kraftfulgt angreb satte de lokale helte skakmat. Kun det helt unge par nummer 10, med Frederik Bjørn Sørensen og Lukas Lund Sørensen, fik lukket hullet til par nummer 7, og kæmpede længe for at hænge på det stærke par. Men efter små 10 omgange måtte de to gange Sørensen strække gevær, og kæmpede resten af løbet for at bevare andenpladsen.

Par nummer 7 strøg rundt og kunne indkassere 20 point til kontoen og med yderligere 22 indkørte point undervejs var der ingen tvivl om hvem der var banens bedste par. Marc Hester viste hele tiden stort overskud og med sit store overblik fik han hele tiden bragt sin unge makker i de rigtige positioner. 

Bag 7’erne var kampen om podiet en hård omgang. De unge løver i stars ‘n’ stribes, Frederik Bjørn Sørensen og Lukas Lund Sørensen, havde tidligere scoret mange point og lå før sidste spurt på løbets andenplads. Men parrene 1 og 3 med hhv. Jeppe Aaskov Pallesen/Jens Frederik Hesse Thomsen og Jakob Frandsen/Martin Steffensen havde langsomt spiste sig ind på det unge og hårdt kæmpende par. Og da Jakob Frandsen og Jeppe Aaskov Pallesen sluttede som hhv. 2 og 3 i den afsluttende spurt, uden at 10’erne scorede point gled podiet det unge par af hænde. Par nummer 3, med DM bronze vinderen, Jakob Frandsen og Petit Prix vinderen Martin Steffensen tog sig af andenpladsen foran 1’erne Pallesen/Hesse mens de to gange Sørensen skuffende måtte se sig henvist til 4. pladsen. Lige bag de unge talenter kom feltets mest rutinerede par bestående af Michael Berling og Mads Rydicher, der måtte bruge alt deres rutine på at sikre sig en top 5 placering.

Marc Hester par nummer 7

 

DM bronze vinderen, Jakob Frandsen, sikre sig andenpladsen foran par nummer 1.