John Ollerup fylder rundt

I en årrække var John Ollerup en ildsjæl i den Aarhusianske cykelsport. Først som formand for baneudvalget i klubben A.C.K. og siden som formand for samme klub. I dag fylder John Ollerup 80 år.

Det var især den store kærlighed til banesporten og Aarhus Cyklebane som var drivkraften for John Ollerup, som kæmpede en ihærdig kamp for at sikre banesporten i Aarhus bedre vilkår. Desværre stod John Ollerup meget alene i kampen for en indendørs cyklebane, og trods gode intentioner er der som bekendt stadig ikke nogen indendørs bane i Aarhus.

Sammen med Jesper Berling, lagde John Ollerup en meget stor indsats i at vedligeholde Aarhus Cyklebane, samt sikre banesportens eksistens ved at arrangere cykelløb på banen. I dag kan vi takke de to for at holde liv i Aarhus Cyklebane, i en periode hvor det var meget tiltrængt.

John Ollerup sørgede for at pleje samarbejdet med de andre baner i Danmark og ikke mindst Danmarks Cykle Union, hvor han i en årrække sad i repræsentantskabet. Derudover forstod John Ollerup at skabe godt samarbejde med Aarhus Kommune. Aarhus Cyklebane nyder stadig godt af de gode relationer som blev skabt i hans formandsperiode.

John Ollerup er medlem af Aarhus Cyklebanes Venner, og er ofte at finde på Aarhus Cyklebane når vi afholder stævner henover sommeren.

På vegne af bestyrelsen i Aarhus Cyklebane ønskes John Ollerup stort tillykke med de 80 år, og en tak for den store indsats gennem årene.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *