Gert Frank
“Det var en sørgelig besked, som forleden sendte chokbølger gennem det danske cykelmiljø, ikke mindst i banecyklingen, da vi modtog nyheden om Gert Franks alt for tidlige død. På Aarhus Cyklebane har Gert Frank altid haft en meget stor betydning, og igennem alle årene har man på Aarhus Cyklebane fulgt Gert Frank tæt, ikke mindst i de europæiske seksdagesløb, hvor han i en årrække var blandt de bedste ryttere i verden. Han var et af de få talenter fra Aarhus Cyklebane, som drog ud i verden og slog igennem på den helt store cykelscene. Gert Frank har altid holdt fast i sine rødder på Aarhus Cyklebane og stillede flere gange op med sine by-kammerater for at forsvare de aarhusianske farver ved DM i holdforfølgelsesløb, når københavnerne og fynboerne skulle besejres.”
Gert Frank begyndte i 1973 på Aarhus Cyklebane som ung junior, og cyklebanen har i de senere år afholdt Gert Franks Æresløb i samarbejde med ham. Aarhus Cyklebane har besluttet fortsat at afholde cykelløb til ære for Gert Frank, der i år bliver kørt fredag 10. maj og ændrer navn til Gert Franks Mindeløb.
“Det har været en fantastisk oplevelse at arrangere Gert Franks Æresløb og opleve det engagement og den passion, som Gert besad for banecyklingen. Han var selv med til at vælge hvilke discipliner, der skulle køres og han var ofte gæst i dommertårnet, hvor han fulgte nøje med i afviklingen af cykelløbene på banen. Desværre skulle det alligevel ikke blive til flere æresløb for Gert Frank, men det betyder jo ikke, at vi ikke kan hylde ham i fremtiden. Vi er meget stolte over at kunne hylde en af vore største stjerner, også i årene fremover,” siger Aarhus Cyklebanes bestyrelsesformand Johannes Ollerup Sall.