Lukningen af banen på fedet blev indledningen til en naturlig nedgangsperiode for provinsens banesport. Klubberne der før, side om side, havde dyrket landevejs- og banesport, koncentrerede sig snart så godt som udelukkende om landevejssporten. Selvom man forsøgte sig med momentvise løb på cementbanen i Horsens, gik det kun ned ad bakke for banesporten. I en periode optræder aarhusianske landevejsryttere på jordbanen ved Hammel, men frem til 1917 ligger banesporten i Aarhus reelt i dvale. Der opstår dog pludselig interesse for rulleløb i Randers og mere reelle baneløb på en lille jordbane i Sabro, lige uden for Aarhus. Denne lille Sabrobane, spiller en ikke uvæsentlig rolle for planerne om tilblivelsen af en cyklebane i Aarhus. Banen var ca. 315 meter lang, og lå bag Sabro Kro, omgivet af mark og haver. Da de aarhusianske landevejsryttere i 1917, som sagt, mødte frem i stort tal, til løbene i Sabro og til løb på dyrskuepladsen i Randers, begyndte ønsket om afholdelse af baneløb i Aarhus også at vokse.

D. 24. oktober 1917 stifter udbrydere fra landevejsklubben Aarhus Cycle Club af 1906 (A.C. af 1906) en ny klub, ved navn Aarhus Amatør Cykleklub (A.A.C.). Resultatet heraf ses allerede i den følgende sæson, da det Søndag d. 15. juni 1918 for første gang i mere end 20 år lykkedes, at arrangere et baneløb i Aarhus. Det sker i et samarbejde mellem netop A.C. af 1906 og A.A.C. Arrangementet finder sted på Aarhus 1900’s atletikbaner bag friheden, og er så vellykket, at man forsøger sig igen 21. september samme år. Dette arrangement er dog ingen succes, og man lægger bane arrangementerne på hylden igen.

1920’erne

I cykelsportskredse er opfattelsen dog, at interessen for banecykling oprigtigt er tilstede. Der sker for alvor noget på A.A.C.’s ekstraordinære generalforsamling, d. 5. oktober 1920. På foranledning af skræddermester Peter Madsen Bæk, stillede de to bestyrelsesmedlemmer, Akton Petersen og Hans Pedersen, forslag om nedsættelse et 5-mands udvalg, der skal arbejde videre med idéen om etableringen af en permanent cyklebane. De 5 mand skulle fordeles som to fra A.A.C. og to fra A.C. af 1906 samt Peder Madsen Bæk selv. A.A.C.s generalforsamling vedtog forslaget og udpegede Marius Gammelgaard og Hans Petersen til udvalget. På et fællesmøde mellem bestyrelserne for de to klubber samt Madsen Bæk, 19. oktober 1920 fik udvalget sin endelige sammensætning:

• Formand: Peter Madsen Bæk
• Næstformand: Akton Petersen (A.A.C.)
• Kasserer: Peter Frisch (A.C. af 1906)
• Sekretær: Hans Pedersen (A.A.C.)
• Medlem: Carl Olsen (A.C. af 1906)

Efter et halvårs virke, publicerede baneudvalget på et fællesmøde d. 20. april 1921, at man ikke på stående fod turde give sig i kast med opførelsen af en cyklebane, men at man agtede at tage det første skridt ved at udskrive et baneløb på Aarhus Stadion med de to klubber som arrangører i fællesskab. Arrangementet finder sted Anden pinsedag 1921, og samler cirka 1.500 tilskuere, hvilket overgår forventningerne. Arrangørerne får i hast stablet et lignende arrangement på benene, denne gang med de største navne fra Ordrupbanen på startlisten. Søndag d. 3. juli overværer ca. 1.200 tilskuere, de aarhusianske landevejs ryttere dyste mod københavnske baneryttere, på et underlag der hverken er egnet til det ene eller det andet. Dette giver nogle særprægede løb, hvor de lokale ryttere løber med de fleste sejre, og det stort opslående Grand Prix vindes af Gerhard Friis foran August Petersen. Dette får hurtigt arrangørerne til at annoncere næste løbsdag, søndag d. 14. august. Selvom man endnu ikke har planlagt noget, annoncerer man også, at den tidligere verdensmester Thorvald Ellegaard vil være blandt deltagerne. Det lykkedes dog ikke, men derimod får man den nye amatør verdensmester i sprint, Henry Brask Andersen, til start. Programmet gennemføres i øsende regnvejr, hvilket afholder mange af byens borgere fra at tilbringe dagen på Aarhus stadion.

Balladen med landevejsklubberne

Peter Madsen Bæk have således taget det første skridt hen imod sit endegyldige mål, opførelsen af en permanent cyklebane. Baneløbene på stadion og 1900’s baner faldt i god jord hos både ryttere og tilskuere. Men det var langt fra alle, der så med glæde på Madsen Bæk og hans medarbejderes indsats for banesporten. Der skumledes i krogene, og mange talte mere og mere frit om, at baneløb i egentlig forstand ville medføre en farlig tilbagegang for landevejssporten. Dette kortsigtede synspunkt irriterede Madsen Bæk, der efterhånden fik den tanke, at opgaven kun kunne løses af en helt ny forening, hvor modstandere kunne holdes udenfor.
Denne tanke forstærkedes kraftigt af, at oppositionen inden for de to landevejsklubber krævede 2.000 kr. af overskuddet ved baneløbene på Stadion udleveret til dækning af disse to foreningers administration i vinteren 1921-22. Dette kunne Madsen-Bæk på ingen måde gå ind på, da han mente, at alle pengene skulle gå til en fond til opførelse af en rigtig cyklebane.

Peter Madsen Bæk

A.A.C.’s bestyrelse kunne ikke lide denne udvikling og indkaldte til generalforsamling den første mandag i juli 1921, med det ene punkt; “Baneløb” på dagsordenen. Det blev et bevæget møde, hvor bestyrelsen gav debatten ultimativ karakter ved direkte at adspørge, om der virkelig var ryttere tilstede, som kunne tænke sig at svigte klubben fordi en “Gøgler” ville stille baneløb op. Brødrene Jens og Hans Petersen opponerede kraftigt og foreslog direkte, at man skulle prøve Madsen Bæks evner som arrangør af. Det resulterede i, at begge ryttere omgående ekskluderedes af foreningen.
Efter mødet blev Madsen Bæk klar over at der måtte stiftes en baneklub. Jens og Hans Petersen måtte skaffe et dusin ryttere, man kunne stole på, og så skulle Madsen Bæk nok skaffe en snes medlemmer. Planerne om en ny klub kunne naturligvis ikke holdes hemmelige ret længe, og på et månedsmåde i A.A.C. i august 1921 blev Akton Petersen beskyldt for, i forening med Heino Nielsen, at omgås med planer om stiftelse af en cykleklub i Aarhus. De to herrer afviste beskyldningerne og karakteriserede dem som sladder uden grundlag. Noget var der dog om snakken, og den nye forening stiftedes den 31. oktober 1921 i restauranten “Den Høje Stue”, i Søndergade 32, i Aarhus. Stifterne ville henstille til den første generalforsamling at kalde foreningen Aarhus Bane-Klub. Over for de 53 tilstedeværende medlemmer af den nye forening, gav Madsen Bæk og W. Christensen udkast til rammerne for den nye forenings formål og virke. Ikke længe efter den stiftende generalforsamling, afholdt man Fredag d. 4. november en konstruerende generalforsamling i Aarhus Bane-Klub, ledelsen af den nye cykleklub sammensættes. Ikke uventet blev Madsen Bæk formand for banekomiteen.
Som en konsekvens af Madsen Bæk og W. Christensens engagement i den nye klub, besluttede bestyrelsen for A.A.C. at ekskludere dem begge. Ligeledes vedtog A.A.C. på en ekstraordinær generalforsamling d. 23. november, at det ikke skulle være tilladt for medlemmer af A.A.C. at være medlem af andre cykelklubber.

Madsen Bæks store triumf

Henover vinteren mellem 1921 og 1922 var tiden fyldt med håb og frygt hos Madsen Bæk og hans lille skare. Man håber på, at det trods den åbne krig med de to aarhusianske landevejsklubber vil lykkes A.B.K. at tilsluttes Dansk Cykle Union for landevejssport. På denne tid udstedte D.C.U. alle danske licenskort, bortset fra københavnsk banesport, der fik sine fra D.B.C. I A.B.K. frygter man, at landevejens folk vil holde sammen i et boykot af den nye forening. En frygt der skulle vise sig at være velbegrundet.
Det viser sig hurtigt at der ikke er nogen vej frem, modstanden var så tydelig og truende, at det ikke engang kunne komme på tale at forsøge at forhandle en aftale på plads. Men på én af sine mange forretningsrejser til København, søger Madsen Bæk orientering til anden side, og han fandt øre i D.B.C.´s ledelse. Så da A.B.K. på landevejsunionens årsmøde d. 19. februar med stemmerne 12 nej og 9 ja bliver nægtet optagelse i D.C.U. for landevejssport, stod A.B.K. ikke ene og forladt. D.B.C.´s ledelse yder moralsk støtte, selvom det ikke straks kom til offentlighedens kendskab.

D.B.C.´s holdning blev dog hurtigt afklaret, idet A.B.K. på en ekstraordinær generalforsamling i D.B.C. d. 27. marts 1922 tildeles et lån på 20.000 kr. til hjælp til opførelsen af en åben cement cyklebane, mod garanti fra Aarhus Kommune. Da Aarhus Kommune garanterer for lånet, kan arbejdet med den nye cyklebane i Aarhus begynde. Og da A.B.K.´s medlemmer, på en ekstraordinær generalforsamling d. 17. april 1922, nervøst retter en forespørgsel til Madsen Bæk om, hvorvidt der trods D.B.C.´s velvilje overhovedet var en vej frem, meddeler Madsen Bæk med fryd i stemmen, at A.B.K. “nu var at betragte som medlem, eller som en afdeling af, D.B.C. i København” og havde adgang til at opnå fuldgyldigt licens, med ret til at anmelde ryttere til åbne løb i arrangement ved klubber under enten D.C.U. for landevejssport eller D.B.C. Det hjalp på stemningen, og mistrøstigheden forsvandt fuldstændig ved Madsen Bæks næste trumf, meddelelsen om, at Aarhus Byråd d. 9. april 1922 havde godkendt, at der blev anlagt en cyklebane på grundstykket til højre for Aarhus Stadion.

Følgende udkast til kontrakt mellem Aarhus Idrætspark og A.B.K. blev derefter oplæst:

Efter oplæsning af kontrakten, gav en enstemmig generalforsamling bestyrelsen fuldmagt til at underskrive kontrakten, og man enedes om at byggearbejdet skulle overdrages til Brødrene Klostergaard. Madsen Bæk blev hyldet fra alle sider, men måtte tage imod en meget hård kritik fra formanden for klubbens landevejskomite, W. Christensen. Kritikken faldt i forbindelse med nogle udtalelser om, at der allerede i banens første sæson skulle køres motorpace. Man enedes dog om at tage imod to københavnske ryttere, Niels Røssbergs og Herman Kjeldsens tilbud om, at komme til Aarhus for at prøvekøre banen og vurdere om sikkerheden. Madsen Bæk meddelte, at hans nevø gratis for rytterne ville påtage sig lægeundersøgelse, og Hr. Vangersø stillede sig selv og en sanitetskolonne gratis til disposition for den nye bane, når blot der måtte blive rejst et lægetelt, og klubben ellers ville afholde udgifterne til forbindsstoffer og lignende.

Gryden ser dagens lys

I feberagtig hast forberedtes opførelsen af banen. På den ordinære generalforsamling d. 21. april 1922 godkendes enstemmigt den fremlagte kontrakt med Brødrene Klostergaard om byggearbejdet, og d. 27. april 1922 påbegyndes arbejdet efter tegninger, der gratis var stillet til disposition af baneingeniør Engquist.

Aarhus Bane-Klubs uforfærdede initiativ var ikke alene et irritationsmoment i Aarhus, men det virkede også animerende, og det var pudsigt at se de to kategorier af foreninger bytte roller. Aarhus Bane-Klub gav sig til at udskrive landevejsløb, først søndag d. 5. marts 1922 en 10 km enkeltstart for klubbens egne ryttere. Dette blev kørt på Silkeborg landevej og vandtes af Willy E. Nielsen foran August Petersen. Søndag d. 30. april afholdtes et 60 km landevejsløb. Omvendt gæstede de to fjendtligt sindede aarhusianske landevejsklubber banesportens område. A.A.C. og A.C. af 1906 afviklede baneløb på Aarhus Stadion, og på jordbanerne ved Sabro og Muddelstrup.

Men i sommeren 1922 står den 250 meter lange cyklebanen med plads til 6.000 tilskuere færdig, og søndag d. 9. juli kan Aarhus Stiftstidende bekendtgøre at aarhusianerne igen kan gå til cykelløb på deres egen cyklebane. Cyklebanen er med sine 250 meter, noget kortere end normen på dette tidspunkt og banen får hurtigt tilnavnet “Gryden” i folkemunde. Tekst som det fremgik i Aarhus Stiftstidende:

Aabningsløb paa Cyklebanen ved Stadion
Søndag den 9. juli Kl. 4 Eftm.
Aksel Nielsen København
Georg Clausen København
August Petersen og Villy Nielsen Aarhus
Gerhard Friis Randers samt de bedste jydske Baneryttere
Horn-Orkester under Løbene
Totalisator paa Pladsen.

Det havde kun været muligt at få 20 lokale baneryttere samlet sammen, mens der fra Randers mødte 6 amatører op og fra København de to ryttere Georg Clausen og Axel Nielsen. For at understrege den varme forståelse mellem Ordrupbanen i København og den nye Aarhusbane, var Ordrupbanens topfigurer kommet tilstede og var gået med til at fungere på ansvarsfulde poster. D.B.C.’ næstformand, direktør Martin Helms, fungerede som dommer, og formanden for D.B.C’ banekomite, grosserer Georg Toepfer, tømrermester Klostergaard, overvognstyrer Dannerfjord og skrædermester Madsen Bæk fungerede på andre vigtige poster.

Klokken 16.00 da løbene skulle begynde, var det øsende regnvejr, og åbningsstævnet måtte udsættes til om mandagen. Selvom det ganske vist var tørvejr, var det stadigt koldt og blæsende, så det overraskende at der stadig mødte 1.400 tilskuere frem til de første cykelløb på den nye cyklebane i Aarhus. Dagens hovedløb, et danskmil linjeløb over 3 indledende heats og med et slut heat, vandtes af Georg Clausen (København) foran Axel Nielsen (København) og August Petersen, mens den stærke Randersmand Gerhard Friis sikrede sig førerpræmien. Der var i alt 6 løb med 17 starter på programmet med en totalisator omsætningen blev på hele 2.079 kr.

Til trods for den sene begyndelse i sæsonen 1922 nåede man at få afviklet hele 12 løbedage med varierede programmer. Søndag d. 6. august afholder man i Aarhus det først Grand Prix udenfor København. Oscar Guldager sejre foran sine by-kamerater Robert Hansen og Georg Clausen. Det lille Grand Prix “Petit Prix” vindes efterfølgende af August Petersen foran Willy E. Nielsen og Hans Petersen. Søndag d. 25. august bød Aarhus Cyklebane på noget så sensationelt som motorpace. Københavneren Niels Røssberg dystede mod tyskeren Franz Krupkat, foran 3.000 begejstrede tilskuere. Den 6-dobbelte danske verdensmester i professionel sprint, Thorvald Ellegaard, gæstede også den nye cyklebane i dens første sæson og sejrede klart. Totalisator sæsonen sluttede d. 24. september med kampen om de jyske mesterskaber over hhv. en engelsk og dansk mil. August Petersen, der vandt hele 32 første præmier sluttede som årets rytter, vandt begge løb foran Willy E. Nielsen og med hhv. Gerhard Friis og Carl Nielsen på 3. pladsen.

Alt i alt forløber sæsonen fint efter forholdene, men selve banen får en hård medfart med på vejen. “Banen er ikke så god, som den burde være. Man har villet skabe en bane på 250 meter, der egenede sig både til sprinter- og stayerløb, og har opnået at få en, der ingen af delene er. Den er vanskelig at holde i svingene, og langsiderne burde være ca. 25 meter længere. Med banens nuværende størrelse burde svingene være formet anderledes, end de er.” – Valdemar Henriksen, Sportsbladet 1922. Det er nu ikke helt skidt det hele: “Banens beliggenhed er i øvrigt den smukkest tænkelige, og den vil såfremt den bliver ledet uegennyttigt med de rette sportslige formål for øje, betyde et stort fremskridt for dansk cyklesport.“

Allerede i Grydens anden sæson, går det stærkt fremad, rytterantallet stiger til 39 og antallet af løbedage til 17. Samtidigt begynder jyderne at besejre de stærke københavnere, hvilket aftvinger respekt, og D.B.C. henlægger et 3.000 meters mesterskab, der tilmed ophøjes til et Dansk Mesterskab, til Aarhus. Dermed afvikles søndag d. 17. juni 1923, for første gang et Danske Mesterskab i banecykling i Aarhus. Løbet bliver vundet af en ukendt københavner, mens aarhusianske Willy E. Nielsen slutter som nr. 2. Et ikke helt dårligt resultat, da den unge københavner er Willy Falck Hansen. På Ordrupbanen går Willy Falck Hansen under navnet “Spejderen”, eftersom han året forinden vandt de unges cykelløb på Ordrupbanen, iført sin spejder uniform. Willy Falck Hansen, som efterfølgende bliver dobbelt verdensmester samt vinder medaljer ved de Olympiske Lege i Paris 1924 og Amsterdam 1928, er en yderst populær gæst på cyklebanen i Aarhus årene frem. Da Aarhus Hallen i 1950’erne er vært for det Aarhusianske 6-dagesløb, er det med Willy Falck Hansen som sportslig leder.

øSenere på året, vinder Willy Falck Hansen også Grand Prix’et i Aarhus, også denne gang foran lokale Willy E. Nielsen. I august kan publikum opleve Thorvald Ellegaard besejre de 3 tyskere Eugen Stabe, A. Schrage og Clemens Schürmann i en omnium match. Clemens Schürmann opnår senere berømmelse som fremragende arkitekt med speciale i cyklebaner, og mange år senere er han manden bag den nuværende Aarhus Cyklebane, og adskillige af de europæiske 6 dagsbaner, deriblandt den kun 114,48 meter lange bane i Aarhus Hallen.

I 1923 dukker der et andet interessant navn op på den danske cykelscene, 20-årige Svend Aage Johansen fra Lyngby C.C., der blandt andet vinder Fyn Rundt med mere end 10 minutter, og Jyllandsløbet (Aarhus-Fredericia-Aarhus) foran den nordiske mester Erik Andersen. Svend Aage skal mange år senere sætte sit fingeraftryk på aarhusiansk cykling, gennem sin tid som massør på Aarhus Cyklebane. Her fungere han som massør for byens største idrætsnavne, og bliver nok mest kendt under synonymet Svend Aage Brændevin eller ”Snaps”. August Petersen er atter årets rytter foran Willy E. Nielsen, Gerhard Friis og Niels Jørgensen. Med hvad vigtigst er, så viser regnskabet for sæsonen 1923 et driftsoverskud på 2.039,74 kr. og en voksende formue på 13.474,12 kr.

I 1924 slår de aarhusianske ryttere for alvor igennem. Ved det Jyske Grand Prix, besejre lokale Harry Andersen selveste Willy Falck Hansen i halvfinalen, men taber efterfølgende til Robert Hansen (København) og Francesco del Grosso (Italien). D. 28. september bliver Niels Jørgensen dansk mester over 10 km foran August Petersen og med Willy Falck Hansen og Gerhard Friis som hhv. 3 og 4. Den første landskamp køres mellem Sverige og Aarhus køres i Aarhus d. 31. august, med en klar sejr til Aarhus. August Petersen bliver som den første aarhusianer, udtaget til et Nordiske Mesterskab. For det danske banelandshold i Stockholm, bliver det til en 3. plads i sprint efter Edmund Hansen og Willy Falck Hansen og en 3. plads i 10 km efter Edmund Hansen og svenskeren Arthur Bjurberg. Harry Andersen toppede præmielisten efter en flot sæson over 13 løbedage, foran Niels Jørgensen, Gerhard Friis og August Petersen, men på trods af de flotte løb med mange dygtige rytter, daler interessen og indtægterne. Dette viste sig så tydeligt i regnskabet, hvor et driftsunderskud på 4.656,58 kr. gjorde et kraftigt indhug på cyklebanens formue.

Sæsonen i 1925 er præget af dårlige arrangementer og dårlig økonomi, grundet at der kun 23 amatør ryttere til disposition. Dermed måtte cyklebanen hente ryttere ind udefra i stort tal til sæsonens 13 løbedage, bl.a. Thorvald Ellergaard og den tyske verdensmester fra 1913 Walther Rütt. De mange udenbys ryttere var den primære grund til et driftsunderskud på 2.577,51 kr. Sportsligt går det ellers godt for Aarhus, årets rytter Niels Jørgensen genvinder sit danske mesterskab over 10 km foran Svend Jensen (København), Gerhard Friis og Harry Andersen. Både August Petersen og Niels Jørgensen når finalen i Grand Prix’et, hvor de dog taber til Edmund Hansen fra København.

Man går ind til 1926 med stor frygt for fremtiden på cyklebanen, ovenpå et skuffende 1925. Man indleder sågar forhandlinger med Aarhus Byråd, om at lade kommunen overtage Cyklebanen. På generalforsamlingen frabeder Madsen Bæk sig genvalg som formand, og den tidligere cykelrytter Hakan Dybdahl overtager posten som ny formand. Af de øvrige bestyrelsesmedlemmer ønskede Klostergaard, Dannerfjord, Bygballe, Olesen og Richter ej hellere genvalg, hvorimod kun Aage Benn var villig til at fortsætte. Selve sæsonen i 1926 forløber ganske pænt over 15 løbedage, men uroen i klubben var tydelig. Man måtte sparer på udgifterne til udenbys ryttere, noget man tydeligt kunne se på den sportslige afvikling. Man havde ikke penge til professionel deltagelse, og på årets sidste løbedag d. 26. september, kunne man kun gennemføre 3 af 9 planlagte starter pga. manglende ryttere. Dog fik man sagt farvel til Danmarks største cykel stjerne, Thorvald Ellegaard, som indstillede en lang og flot karriere. Willy Falck Hansen vandt for anden gang Grand Prix’et foran Robert Hansen (København) og Alexander Isager, som sluttede som årets rytter foran Harry Andersen og Gerhard Friis. I forbindelse med cykelløbene d. 22. august, tilbagelægger københavneren Willy Johansen 38,395 km og sætter dermed den første timerekord på Aarhus Cyklebane.

Efter kun ét år som formand, frabeder Hakan Dybdahl genvalg på generalforsamlingen d. 16. februar 1927, og ny formand bliver P. Ramhøj. I løbet af sæsonen, som talte 14 løbedage heriblandt et Danmarks mesterskab over 3.000 meter, kom godt i gang med mange tilskuere. Den senere formand for Aarhus Cyklebane, Svend Hansen (København) sejrede i åbningsløbet foran Gerhard Friis og Alexander Isager. Desværre ødelagde dårligt vejr flere af de planlagte løbedage, og det gik ud over økonomien. Bestyrelsen var i modvind, og da 24 medlemmer indkalder til ekstraordinærgeneralforsamling d. 12. juli, ender det med et mistillidsvotum til bestyrelsen fremsat af en yderst kritisk Madsen Bæk. Men da store dele af bestyrelsen truede med at gå af, ændrede Madsen Bæk ordlyden til kun at omfatte Formand Hr. Ramhøj, hvorefter denne nedlagde sit mandat. På endnu en ekstraordinærgeneralforsamling d. 26. juli vælges Madsen Bæk for anden gang til formand for Aarhus Cyklebane.

På den sportslige side lykkedes det for første gang Gerhard Friis at slutte som årets rytter foran Alexander Isager og Willy E. Nielsen. Københavneren Oscar Guldager vandt for anden gang Grand Prix’et, mens Willy Falck Hansen sejrede foran Robert Hansen og Oscar Guldager i det danske mesterskaber.

I 1928 vender stemningen, ved de Olympiske Lege i Amsterdam, vinder Danmark guld i landevejsløbet (en enkeltstart over 156 km) ved Henry Hansen, i holdkonkurrencen på landevejen samt på 1.000 meter på tid ved Willy Falck Hansen, der også får bronze i sprint. Senere på året vinder Willy Falck Hansen guld i sprint, ved verdensmesterskabet i Budapest. På baggrund af de store resultater ved de Olympiske Lege og VM strømmer tilskuerne til Gryden. Aarhus Cyklebane har sit hidtidige bedste år, der bliver afsluttet med et stort international stævne, hvor de to helte fra de Olympiske Lege køre æresrunde til stående ovationer fra 3.500 mennesker. Hos cyklebanens ledelse stiger begejstringen også, årets driftsresultat lyder på et overskud på hele 3.795 kr., og formand Madsen Bæk bekoster af egen lomme udgifterne til en ny trætribune, til den svimlende sum af 5.000 kr. Som modydelse opnåede Madsen Bæk eneret på “Opstilling, Ophængning, og Påmaling ad Reklametavler overalt paa egnede Steder paa Cyklebanen“.

Selve sæsonen strækker sig over 15 løbedage, og Peter Küsch slutter for første gangs som årets rytter foran Willy E. Nielsen og den tidligere københavner Willy Johansen. Men det er rent faktisk Jens Christiansen fra Aalborg, som høstede flest placeringer gennem sæsonen, men må ”nøjes” med titlen som årets udenbys rytter. Oscar Guldager genvinder Grand Prix’et foran Henry Jørgensen (København) og Christian Jensen (Esbjerg), og bliver dermed den første til at vinde Grand Prix’et i Aarhus tre gange. Willy Falck Hansen var også en flittig gæst på cyklebanen i Aarhus, og genvinder sit danske mesterskab over 3.000 meter, og dyster mod den Olympiske mester Roger Beaufrand (Frankrig) og den hollandske sølvvinder Antoine Mazairac i en VM og OL revanche.

Desværre holder euforien fra 1928 ikke, og på de 16 løbedage i 1929 viste det sig særdeles vanskeligt at trække tilskuer til: Dem som mødte frem måtte ofte nøjes med den lille skare af lokale ryttere samt esbjergenseren Christian Jensen. Selv ikke den ny professionelle Willy Falck Hansen i matcher mod de tidlige verdensmestre Piet Moeskoeps (Holland) og Ernst Kaufmann (schweiz), kunne trække mere end godt og vel 2.000 mennesker på cyklebanen.

Det var synd for ledelsen, der gjorde sig de største anstrengelser for at bringe de bedst tænkelige programmer, og synd for den lokal rytterskab, der sled i det for at gøre deres til at holde interessen vedlige. Måske lå grunden til den svigtende interesse i, at de lokale top ryttere havde været de samme gennem mange år. Den store stærke Gerhard Friis, den raske Peter Küsch med de farvestrålende tricots og det afgjort største talent Willy E. Nielsen, var et udmærket trekløver, men det havde veteranernes præg over sig. Et glimt i den rigtige retning var da Ivan Hansen vandt New Departure pokalen foran Valdemar Mølgaard og Gerhard Friis, og så kunne man sidst på sæson for første gang opleve den unge begynder Kaj Nielsen. En rytter man ville komme til at se meget mere til på Aarhus Cyklebane.

For at gøre skidt være, blev Madsen Bæk syg midt i sæsonen og kom først på banen i slutningen af august. Hans ukuelige optimisme var der intet i vejen med, men mere og mere mærkbart svigtede interessen, og på sidste løbedag, d. 12. oktober, var der kun mødt et par hundrede tilskuere frem. Det var nu ikke fordi der var den store kritik af ledelsen på efterårets general forsamling, men hvortil den tidligere rytter Møller Andersen foreslog at forsøge sig med aftensløb.

1930’erne

Aarhus Cyklebane var presset på flere fronter, men den lille rytterstab på kun 21 mand, var stort set kimen til alle banens økonomiske og organisatoriske problemer. Uden lokale ryttere havde det været svært at trække publikum på Cyklebanen, og de stort anlagte løbedage med professionals og international deltagelse havde været bekostelige affærer. Oppositionen mod Madsen Bæk var atter voksensende, og da denne slog en stor anlagt sæson med 22 løbedage op, gærede uroen. Men Madsen Bæk velkendte optimisme og seje energi syntes at tvinge uroen tilbage, og et smart træk var at installere højttaleranlæg så man kunne spare udgifterne til hornorkester samtidigt med at man kunne spille det moderne grammofonmusik.

Men hændelige uheld skabte atter grobund for kritik. Baneledelse måtte slå hårdt ned mod et tilfælde af aftalt spil ved løbene, og man måtte aflyse hele 7 løbedage, 6 pga. dårligt vejr, og den 1 pga. rytterstrejke. Det var kommet til stridigheder mellem rytterne og ledelse om præmiernes størrelse i omnium match, så banens ledelse med Madsen Bæk i spidsen aflyste resten af løbene og betalte tilskuerne entreen tilbage. Selv med alle disse skadelige begivenheder for cyklebanen lykkedes det at hive et beskedent overskud hjem, men det var ikke tilstrækkeligt. På efterårs generalforsamlingen d. 19. november stillede Willy E. Nielsen forslag om, at man til ny formand valgte Aage Benn, og han motiverede det med, at der skulle nye unge kræfter til at få Aarhus Cyklebane ud af dødvandet. Inden debatten endnu var kommet i gang, nedlagde Madsen Bæk sit formandsmandat og resten af generalforsamlingen truede med ende i kaos. August Petersen reddede situationen ved at opnå tilslutning til sit forslag om, at man udsatte spørgsmålet om formandsvalg en måned. D. 5. december indlede August Petersen som fungerende formand med at meddele, at bestyrelsen enigt ville foreslå, at man udsatte formandsvalget til foråret, da bestyrelsen var af den formening, at det ville lykkedes at formå Madsen Bæk at modtage valg. Det vedtoges enstemmigt, hvorefter man gik over til eventuelt og hørte på Willy E. Nielsens forslag om, at Aarhusbanen burde installere elektrisk lys over banelegemet. Spørgsmålet blev udskudt, eftersom ’Riget fattedes penge’.

Selvom det fra begyndelsen havde set sort ud på ryttersiden, dukkede der et nyt navn op på ’Gryden’, Carl Holm Petersen. Den unge begynder var noget af frisk pust, og sluttede sæsonen af som banens bedste rytter foran de rutinerede Willy E. Nielsen og Gerhard Friis. Men det var ikke længere Tordenskjolds soldater i toppen længere, og en aftagere til generationen med August Petersen syntes at være dukket op i Carl Holm Petersen, Børge Jantzen, Kaj Nielsen og den jyske sprintmester Valdemar Mølgaard.

’Gryden’ går ind til sin 10. sæson med en ekstraordinær generalforsamling d. 6. marts, hvor man skulle behandle det udskudte formandsvalg. Da det ikke havde lykkedes bestyrelsen at få Madsen Bæk til at genindtage formandspladsen, forslog kasserer Valdemar Simonsen at man samlede sig om August Petersen, som herefter valgtes til ny formand.

Sæson viste sig at forløbe særdeles vellykket, og under entreprenør August Petersens formands auspicier skabtes udmærkede programmer, og publikum strømmede atter villigt til cyklebanen. Vejret viste sig undtagelsesvis venligt, så man kun kom ud for et par enkelte aflysninger, og man kunne gennemføre hele 16 løbedage dage med en glædelig fremgang i totalisatorspillet. Børge Jantzen, Carl Holm Petersen og Kaj Nielsen var banens bedste, og da de tre var de førende københavnere jævnbyrdige, førte det til første snert af lokal patriotismen og selvforståelse, der skulle følge Aarhus Cyklebane i mange år frem.

De tre viste gang på gang glimrende resultater, Børge Jantzen nåede finalen i Grand Prix’et hvor han dog tabte til den senere verdens- og viceverdensmester, Helge Harder og Willy Gervin. Carl Holm Petersen vandt Petit Prix efter at have tabt sin semifinale til Willy Gervin, mens Kaj Nielsen besatte 3. pladsen ved det danske mesterskab over 3.000 meter efter Richard Knudsen (København) og John Birch (København). Børge Jantzen var måske det største aarhusianske talent i ’Grydens’ historie. Allerede som begynder året før havde han været fremragende og vandt 10 løb mens det blev til hele 31 i sæsonen. Børges kørsel i Grand Prix’et var så imponerende, at D.B.C.’ banechef Kaj Jørgensen, blev så begejstret for Børge, at han inviterede ham til København for overvære verdensmesterskaberne samme år. Desværre for sporten medførte en uoverensstemmelse mellem Børge Jantzen og formand August Petersen, at Børge Jantzen trak sig tilbage som aktiv fra cykelsporten ved udgangen af sæsonen.

Gerhard Friis og Willy E. Nielsen, kunne som de eneste to der havde været med fra ’Grydens’ start fejre deres 10 års jubilæum på cyklebanen, og selvom de unge ryttere for alvor slog igennem på cyklebanen var de to aldrende ryttere stadig blandt de bedste i ’Gryden’. Tre begyndere gjorde særligt opmærksomt på sig selv, Tage Roust, Charles Nielsen og Erik Linde. Hvor Især Erik Linde skulle senere vise sig som et stort navn i Aarhus, både på og udenfor cyklebanen. Selvom det kun var gået fremad i sæsonen 1931, manglede man stadig lokale ryttere, staben var simpelthen for lille. Derfor begyndte man lægge større vægt på uddannelse af begyndere under ledelse af skræddermester Marius Gammelgaard og chauffør Niels Bundgaard.

De gode takter fortsætter i 1932. Der afvikles 15 løbedage, og i fravejret af Børge Jantzen er det Kaj Nielsen og Carl Holm Petersen som er banens bedste. Kaj Nielsen er dog det bedste lokale håb i Grand Prix’et, da Carl Holm Nielsen bliver udelukket fra deltagelse pga. en mindre sportslig forseelse. Helge Harder vinder foran Werner Walther (Schweiz) og Harald Christensen (København), mens Kaj Nielsen slutter på andenpladsen i Petit Prix efter Ejner Olsen (København), men foran bl.a. Willy Gervin, der sammen med Harald Christensen vinder bronze i tandem ved de Olympiske lege i Los Angeles.

Der er dog ingen tvivl om, at Carl Holm Petersen og Kaj Nielsen er ’Grydens’ bedste ryttere i 1932. Københavneren og VM bronzevinderen i sprint fra 1931, Anker Meyer Andersen, vinder Aarhusbanens 10 års jubilæumsløb foran Carl Holm Petersen og Kaj Nielsen, og ved det danske mesterskab over 3.000 meter, sejre Carl Holm Petersen foran Kaj Nielsen og Harald Christensen (København). Harald Christensen, som kort forinden havde vundet medaljer ved de Olympiske Lege i Los Angeles, bliver så fornærmet over nederlaget til de to ryttere fra Aarhus, at han straks forlader ’Gryden’ og udebliver fra det resterende program.

August Petersen havde ubetinget ført succes med sig i sine to år som formand, men fandt nu selv at tiden var moden til, at Aarhusbanens skaber Madsen Bæk kunne vende tilbage til formandsposten. På den ordinære generalforsamling d. 8. november søgte August Petersen ved at frabede sig genvalg, at gøre plads for Madsen Bæk. Men fra flere sider blev der imidlertid foreslået andre kandidater, og general forsamlingen vedtog at udsætte formandsvalget til januar 1933.

Aarhus Cyklebane starter året med ekstraordinær general forsamling d. 31. januar. Kasserer Valdemar Simonsen kan på bestyrelses vegne, oplyse at man har anmodet Madsen Bæk om at lade sig opstille til formandsposten, men at Madsen Bæk havde takket nej. Derefter havde man samlet sig om assistent Aage Benn, og fra anden side opstilledes August Petersen. Med stemmerne 14 mod 10 valgtes Aage Benn til formand. August Petersen slog stærkt på installering af elektrisk lyd over banelegemet, præcis som Willy E. Nielsen havde gjort få år forinden.

Men langt mere presserende udgiftsbeløb skulle trænge sig på i den nærmeste tid. ’Gryden’ havde nu stået i over 10 år, og en gennemgribende restaurering var en nødvendighed. Spørgsmålet om en ny tribune trængte sig også på, efter at den gamle pludselig en stormvejrs dag braste sammen. Den sportslige del fejlede ellers ikke noget, hvor Kaj Nielsen og Carl Holm Petersen fortsatte deres dominans. Kaj Nielsen sluttede øverst på præmielisten og vandt bl.a. det jyske sprint mesterskab foran Erik Linde og Ivan Hansen. Carl Holm Petersen skrev historie da han vandt Aarhusbanens største løb, Grand Prix’et foran Kaj Nielsen og Ejner Olsen (København), hvor bl.a. den tidligere VM bronze vinder, Anker Meyer Andersen, tabte i halvfinalen til Kaj Nielsen. Carl Holm Petersen genvinder også sit danske mesterskab over 3.000 meter foran københavnerne Leo Lundquist, Willy Søbirk og Bjørn Stieler. Blandt de mest bemærkelsesværdige begyndere, kørte Hans Saugmann sig hurtigt op i banens A-klasse. Selv med dygtige lokale ryttere og arrangementer hvor man for første gang så noget så eksotisk som tandemløb på Aarhus Cyklebane, svigtede indtægterne. Selvom totalisatorspillet satte ny rekord på 4.600 kr. for en enkelt løbedage, var den normale omsætning ikke over 2.000 kr., hvilket slet ikke slog til i forhold til de foreliggende udgifterne til reparationer.

På efterårets generalforsamling d. 24. oktober redegjorde formand Aage Benn for nødvendigheden for at skaffe midler til de presserende reparationer og fornyelser, herunder lys på banen. Man var nød til at låne ca. 7.500 kr., og forhandlede allerede med D.B.C. om et lån. Kasserer Valdemar Simonsen ønskede ikke genvalg, fordi han betragtede gennemførelsen af 1934 sæsonen for umulig. Dette skræmte medlemmer, men Madsen Bæk beroligede forsamlingen og opfordrede Simonsen til at fortsætte, hvilket Simonsen gjorde. Ydermere vedtog generalforsamlingen bl.a. at stryge ’kaffepauserne’ under løbene samt oprettelsen af en Turist-Klub (A.B.-K. Turist).

Cyklebanens vanskeligheder var for store, og på en ekstraordinær generalforsamling d. 8. marts meddelte formand Aage Benn, at hverken han som formand eller bestyrelsen i dens helhed turde påtage sig ansvaret for at påbegynde sæsonen 1934. Aage Benn kunne også meddele, at man var i forhandlinger med Stadionudvalget om, at Stadion skulle påtage sig at genrejse tribune og installere lys på banen, mod at Aarhus Cyklebane skulle indgå som et led i Aarhus Stadion. Madsen Bæk havde på A.B.-K.’ vegne deltaget i disse forhandlinger, og Madsen Bæk blev den naturlige afløser for Aage Benn på formandsposten. Madsen Bæk forsatte forhandlingerne med Stadion, og sluttede følgende kontrakt med Aarhus Idrætspark:

Idrætsparkens forretningsudvalgsmedlem blev i første omgang politibetjent Alexander Jensen, og så kunne Aarhus Cyklebane gå en stor sæson i møde. Alene Madsen Bæks tilbagekomst som formand får optimismen til at stige, og i Aarhus Stiftstidende kan man læse:

“Vi følte alle, at nu havde den gamle General atter sat sig i Sadlen, og nu skulle der rides ind til en ny stor Sæson for Cyklesporten i Aarhus. Han var selvraadig, sagde man, og det er sandsynligvis rigtigt, men han kunne faa det til at gaa, det kunne de, der fulgte efter, ikke, og nu har de været nødt til, som Borgerne fra Calais med Rebet om Halsen, at marchere ud og overlevere Nøglerne til Cementbanen til den lille runde Skræddermester, der formodentlig aldrig har siddet paa en cykle, men for hvem Cyklesporten er det, der giver livet Indhold. Vi gratulerer baade Banesporten og Madsen Bæk“.

Denne optimisme var ikke ubegrundet, og ved sæsonens første af 15 løbedage d. 23. maj, indviedes et moderne lysanlæg og den genrejste tribune. Sæson bød på orden under en sikker Madsen Bæk og en udmærket rytterstab, hvoraf de bedste var Kaj Nielsen, for 3. gang, Hans Saugmann, som vandt Petit Prix, og som skulle blive aftager for Carl Holm Petersen. Carl Holm Petersen havde slået sig ned i København, så var derfor ikke til disposition over hele sæsonen, men selv med begrænsede løbedage i Aarhus lykkedes det Carl Holm Petersen at sluttede blandt de bedste og placerede sig også i toppen ved Grand Prix’et med sin 3. plads. Den 28. juni afholder landskamp mod et stærkt tysk hold. Økonomisk kommer ’Gryden’ også tilbage på sporet med et flot overskud og på sæsonens sidste løbedag, kører cyklebanens største profil gennem alle 13 år, Gerhard Friis, sit sidste løb.

Oprindeligt fra Randers, hvor han i årene under den første verdenskrig udmærkede sig som en af Jyllands bedste landevejsryttere. I årene frem til 1922, kørte Gerhard Friis flere og flere løb på de omkringliggende jordbaner. Da Gerhard Friis vinder “Aarhus Grand Prix” i 1921, på Aarhus Stadion foran August Petersen, står det klart at han ikke kun er en god landevejs rytter. Peter Madsen Bæk, sørgede også for at få Gerhard Friis i stald til åbningen af ‘Gryden’.

Gerhard, der dog først bliver medlem af A.B.K. i 1926, får æren af at køre den første omgang. Da han 12 år senere køre sit sidste løb, 7. september 1934, har han været ’Grydens’ største navn gennem de sidste 13 år og går direkte over i trænergerningen og er samtidig altmuligmand, først på ’Gryden’ og sidenhen den nye Aarhus Cyklebane fra 1940. Ved starten af sæsonen 1945, bliver Gerhard Friis ansat som banemester, en stilling han besidder i 14 år. I 1959 bliver Gerhard Friis alvorligt syg, og kun få uger efter han har opgivet arbejdet på Cyklebanen, dør han kun 62 år gammel.

Aarhus Cyklebane forsatte den positive udvikling, men desværre kan Kaj Nielsen, som for 4. gang er banens bedste, Richard Johansen og Gert Olesen i spidsen for de lokale ryttere ikke helt matche de stærke københavnere. Ved Grand Prix’et bliver finalen et rent københavnsk anliggende, man kan dog trøste sig ved at løbets 2’er, Carl Holm Petersen, er opdraget i ’Gryden’. Kaj Nielsen slutter på 2. pladsen i Petit Prix efter endnu en københavner Bjørn Stieler. Selvom de lokale ryttere lige manglede det sidste i forhold til de udenbys ryttere, blev 1935 endnu en stor og flot sæson på 15 løbedage. Man kunne bl.a. opleve den tyske amatør verdensmester Toni Merkens (Tyskland), den tidligere franske amatør verdensmester Louis Gerardin, den tidligere prof. verdensmester Ernst Kaufmann (Schweiz), Willy Falck Hansen og ikke mindst for første Arie van Vliet (Holland), som senere skulle blive 40’ernes største sprint stjerne over dem alle.

Sæsonen 1936 blev ’Grydens’ hidtil bedste sæson, set med økonomiske briller. Over sæsonens 15 løbedage, overtog Hans Saugmann rollen som banens bedste rytter fra Kaj Nielsen, og sejrede i Petit Prix’et foran Kaj Nielsen. Københavnerne var atter suveræner i Grand Prix’et og sluttede på de tre første pladser. Selv med top ryttere som Hans Saugmann, Kaj Nielsen, Henry Søgaard og Richard Johansen, manglede ’Gryden’ ryttere, derfor var man nødsaget til at hente udenbys ryttere ind i stort tal. Hele 20 københavnske amatører, 7 udenlandske amatører, 5 professionals herunder den 6 dobbelte verdensmester Joseph Scherens fra Belgien, gæstede ’Gryden’. Trods den bekostelige udgift til at arrangere de mange udenbys ryttere, kunne Madsen Bæk på generalforsamlingen bekendtgøre, at sæsonen havde været den bedste siden Aarhus Cyklebane åbnede i 1922. Man havde forøget kassebeholdningen med 4.000 kr. samt oprettet en reservefond på 3.000 kr. Stemningen var optimistisk, og man begyndte at tale om forbedringer ikke af bare banelegemet, men også af toilet- og tilskuere forhold i almindelighed. Madsen Bæk genvælges med akklamation som formand, og i stedet for fratrædende bestyrelsesmedlemmer Chr. Nielsen og Lauritz Chr. Steen tiltræder Leon Schmidt og Møller Andersen.

Sæsonen startede som den foregående med stigende kvalitet hos de aarhusianske ryttere, talrige internationale stævner, øget publikumsinteresse og tendens til stigende omsætning i totalisatorspillet. På sæsonens 12. af 16 løbedag, blev der sat ny rekord i omsætningen på totalisatorspillet på hele 5.258 kr. På den sportslige side, begyndte og sluttede Hans Saugmann som ’Grydens’ bedste rytter, men Kaj Nielsen var lige efter ham, og den interne rivalisering mellem de to stimulerede i høj grad interessen for cyklebanen. Hans Saugmann sluttede på 3. pladsen i Grand Prix’et efter de to københavnere Hans Chr. Nielsen og Palle Høltzer, mens Richard Andersen vandt Petit Prix foran Arne Voss (København), Carl Johan Gené (København) og Kaj Nielsen. Sidst på sæsonen gjorde Gert Olesen særdeles opmærksomt på sig selv, ved at vinde flere og større løb end tidligere, hvilket bragte ham op som årets 3. bedste rytter foran Richard Johansen, Charley Schmidt og Richard Andersen.

Foruden de mange lokale løb lagde Aarhus Cyklebane atter cement til en landskamp, denne gang mod Frankrig. De professionelle Heino Dissing og Willy Falck Hansen besejrede d. 3. september de to franskmænd Lucien Michard og Louis Chaillot.

Det var tydeligt for alle, at ’Gryden’ efterhånden trængte til en gennemgående restaurering. Banen var efterhånden så medtaget, at man faktisk ikke kunne være bekendt at invitere hverken ryttere eller tilskuere ud til den. Som en konsekvens heraf begyndte talen om ny cyklebane i Aarhus, da Aage Benn og Leon Schmidt fik den tanke, at det måske var bedre at bygget en helt ny bane. Reparationer på den gamle bane ville ikke blive til andet end endeløse lapperier. De to finder genhør hos Valdemar Simonsen, men ikke hos Madsen Bæk, der vil holde fast i sit hjertebarn, ’Gryden’. Ideen om den nye cyklebane for alvor medvind, efter at viceborgmester Stecher Christensen begyndte at interessere sig for den.

’Gryden’ var som bekendt blevet opført i 1922 i uarmeret beton på jorddæmning. I 1934 var ’Gryden’ i en vanskelig pekuniær periode blevet overtaget af Aarhus Idrætspark, der havde sat den nogenlunde i stand og lejede den ud til Aarhus Bane-Klub, men nu var tiden kommet til en gennemgribende forbedring til hvis banen overhovedet skulle kunne drives videre. Man skønnede at kunne slippe med mellem 20.000 og 23.000 kr. hvoraf man forventede at kunne opnå et tilskud på ca. 10.000 kr. af staten. Aarhus Bane-Klub kunne selv skyde 5.000 kr. ind, og Aarhus kommune var villig til at låne 5.000 kr. til byggeriet. Men nåede aldrig at få grønt lys til den nye cyklebane, og man startede sæsonen på vanskelige vilkår. På generalforsamlingen d. 2. maj mente man endnu, at der måtte være chance for gennemførelse af den store restaurering og havde tid til at beskæftige sig med andre ting.

Afslaget truede i første omgang med helt at tage modet fra bestyrelsen, men man sundede sig og spyttede i næverne. Man satte al sin lid til banekomiteen, der fik følgende sammensætning. Leon Schmidt (formand), Gerhard Friis, Aage Benn og Niels Bundgaard, og disse mænd gik til det krævende arbejde med beslutsomt mod.

Det hårde arbejde smittede af på omgivelserne, og en truende sæsonen sluttede med et overskud på 6.400 kr., det næst største i klubbens 22-årige historie. Omsætningen for de 17 løbedage nåede for første gang i Aarhus Cyklebanes historie over de 100.000 kr., takket være en mærkbar stigning i tilskuertallet. Sportsligt var der også fremgang at spore, og den lokale stab voksede og i begynder klassen dukkede en vis Helmer Nielsen op. Hans Saugmann hentede stadig flest første præmier herunder Aarhus’ mesterskabet i sprint, men Charley Schmidt var mere stabil og scorede flest point. Selvom Kaj Nielsen fejrede sit 10 års jubilæum, var han stadig at finde i toppen bl.a. med sejren i Petit Prix, og så var han fortsat den absolut mest populære rytter. Flere unge ryttere gjorde sig nu til blandt de bedste, og den styrkede brede var gavnende for cyklebanen. Ved Grand Prix’et lykkedes det både Charley Schmidt og Hans Saugmann at nå finalen, men måtte se sig henvist til hhv. 3. og 4. pladsen bag de to københavnere Hans Chr. Nielsen og Carl Johan Gené.

Modsat tidligere havde man fra ledelsens side været forsigtige med at engagere kostbare udlændinge, og man blev kun gæstet af hollænderen Chris Kropman og tyskeren Jean Schorn. Det var utvivlsomt denne besparelse i forening med den lokale presses bevågenhed, der medførte til det forholdsvis pæne pekuniære resultat. Af protokollen fra bestyrelsesmødet d. 13. juni fremgår det, at denne besparelse ikke var tilsigtet. Madsen Bæk havde tidligere stået for engagement af udenlandske ryttere via Ordrupbanen, oplyste at det p.t. kun var muligt at få to udenlandske amatører, og blev imødegået af Leon Schmidt, der mente, at man kunne få flere, hvorefter Madsen Bæk fralagde sig at engagere ryttere fra København, og overlagde arbejdet til Leon Schmidt.

Her lagdes sikkert den første kim til den gnidning, der medførte, at Madsen Bæk på bestyrelsesmødet efter løbene d. 16. september nedlagde sit formandsmandat og forlod mødet. Den ydre anledning hertil var en kraftig diskussion om størrelsen af en eventuel ny cyklebane i Aarhus. Madsen Bæk holdt på 250 meter, den øvrige bestyrelse på mindst 300 meter.

Skulle vise sig at blive et af de mest betydningsfulde år for Aarhus Bane-Klub. På en ekstraordinær generalforsamling d. 23. marts skulle der tages stilling til forslaget om en ny cyklebane, og vælges ny formand efter at Madsen Bæk var gået i september det foregående år.

Leon Schmidt aflagde udvalgsberetning fra Aage Benn, Svend Hansen og sig selv om den nye bane og fremlagde tre forslag, der efter direktiver var udarbejdet af afdelingsingeniør Schmidt–Hansen.

Stadions repræsentantskab anbefalede forsalg C, og samtlige ryttere anbefalede også forsalg C.  Madsen Bæk meldte sig som en afgjort modstander af dette fantasi projekt, som han kaldte forsalget. Han ville foretrække, at den gamle bane blev sat i stand, men det var tydeligt at han ikke fandt tilslutning i forsamlingen. Generalforsamlingen vedtager forslag C med 34 stemmer for og 4 mod. Slutteligt bliver Svend Hansen valgt til formand, på anbefaling af Leon Schmidt. Dermed var æraen under ’Grydens’ grundlægger Madsen Bæk, kommet til sit endeligt, da Madsen Bæk ikke vente tilbage som formand for en 4. gang på Aarhus Cyklebane.

På en ekstraordinær generalforsamling d. 26. september, vedtoges påbegyndelsen af arbejdet på den nye Aarhus Cyklebane, da medlemmer enstemmigt gik ind for bestyrelsens budget og at lade eventuel opførelse af ny tribune foretage på den efter bestyrelsens skøn mest hensigtsmæssige møde

Budgettet så således ud:

Selvom man brugte tid på arbejdet på den nye cyklebane, forsømte man på ingen måde ’Grydens’ sæson. Sportsligt og økonomisk var sæsonen endnu en succes, selvom krigsudbruddet i Europa gjorde at man måtte aflyse de sidste 2 af 19 løbedage. Overskuddet på driften lød på hele 15.059 kr., og A.B.-K.’ formue var nu på 27.794 kr. En stor faktor på det store overskud var den øgede totalisatoromsætning, som bl.a. kunne lade sig gøre fordi der var kommet flere lokale ryttere, og at man havde kunnet gøre programmerne længere og mere omfattende, og dermed kunne der afvikles flere spilleløb. Dette lykkedes i højre grad gennem den nye formand, Svend Hansen, som selv tidligere havde været aktiv toprytter havde øje for at sammensætte publikums interessante programmer. Sidste men ikke mindst, var årets store økonomiske succes et stævne med motorpaceløb mellem den forgudede Willy Falck Hansen og de hollandske 6-dagesryttere Jan Pijnenburg og Cornelis Wals. Svend Hansen havde dristet sig, ved at hæve billetprisen fra 1 til 2 kroner, væltede det i kasse da cyklebanen blev invaderet af et hav tilskuere så tælleapparaterne nærmeste ikke kunne følge med.

Hans Saugmann og Helmer Nielsen var i særklasse de bedste ryttere, men det var kun Henry Søgaard som nåede frem til finalen i Grand Prix’et hvor det blev til en 4. plads bag den første udenlandske vinder Gerhard Purann fra Tyskland, Herman Ganz (Schweiz) og Carl Johan Gené (København). Gert Olesen vinder Petit Prix foran Erik Petersen (København) og Hans Saugmann. Ved Aarhus mesterskabet i sprint er det netop Hans Saugmann og Helmer Nielsen som løber med top placeringerne, men på 3. pladsen ser vi den unge begynder Heron Mariager. Mariager viste allerede i sæsonen 1939 prøver på den klasse, som skulle gøre ham til Aarhus Cyklebanes første rigtigt store stjerne.